vedtægter


Vedtægter


§ 1 Navn og Hjemsted

Foreningens navn er Boldklubben Kammeraterne, der er hjemmehørende i Greve kommune.

Foreningen er stiftet den 13. august 1919


§2 Formål

Foreningen har til formål at spille krolf og bowling ved træning, stævner og turneringer


§3 Medlemskab

Som aktivt eller passivt medlem optages alle der kan tilslutte sig klubbens formålsparagraf


§4 Kontingent

Foreningens kontingent fastsættes for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingentet betales forud pr. 1. september, medlemsrestancer over et kvartal kan medføre slettelse. Det er medlemmernes pligt selv at sørge for rettidig indbetaling af kontingentet.


5 Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed, og beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Simpelt flertal er afgørende, dog kræves mindst 2/3 af de fremmødte stemmer til fordel for en vedtægtsændring.


Den ordinære generalforsamling afholdes hver år i 2. kvartal, og skal for at være lovlig, indkaldes skriftligt via mail med mindst 3 ugers varsel. Forslag der ønskes behandlet skal være indsendt skriftligt, og skal være formanden i hænde senet 14 dage før generalforsamlingen. Forslag og regnskab publiceres 8 dage før generalforsamlingen.


Kun medlemmer der har betalt kontingent og møder personligt op kan deltage i generalforsamlingen med stemmeret.


Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1)Valg af dirigent og referent.

2)Formandens (bestyrelsens) beretning.

3)Regnskab.

4)Kontingent.

5)Indkomne forslag.

6)Valg.

a)Formand (er ikke på valg før Conny trækker sig, eller der opstår så store konflikter at klubbens eksistens trues)

b)Kasserer vælges for 2 år (ulige år)

c)Sekretær, vælges for 2 år (lige år).

d)(3) 2 medlemmer til bowling turneringsudvalg. Vælges for 1 år. Formanden er fast medlem.

e)3 medlemmer til krolf spilleudvalg. Vælges for 1 år. Vælger selv spilleudvalgsformand, kan være valgt/vælges til bestyrelsen.

f)3 medlemmer til festudvalg. Vælges for 1 år. Kan udskydes, formanden opretter et ad hoc udvalg.

g)2 revisorer. Vælges for 2 år, en vælges i lige år og en vælges i ulige år.

h)3 medlemmer til hjemmesideudvalg. Vælges for 1 år. Vælger selv webmaster.

i)2 medlemmer som træningskoordinator. Vælges for 1 år.

7)Mandags-/torsdagstræning.

8)Krolf.

9)BKC s` fremtidige arbejde.

10)Hold næste sæson.

11)Eventuelt


Ved valg til foreningens tillidsposter kræves mindst 1 års anciennitet, men der kan gives dispensation, hvis generalforsamlingen skønner det berettiget.


§6 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes så ofte som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/10 af foreningens medlemmer indsender en skriftlig begæring derom, med angivelse af forhandlingsemnerne. For at kunne gennemføre en ekstraordinær generalforsamling, skal mindst ¾ af underskriverne være til stede. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter begæring er fremsat.


På den ekstraordinære generalforsamling kan kun den eller de sager behandles der er bekendtgjort ved indkaldelsen.


§7 Bestyrelse

Klubbens bestyrelse består af formanden, kasserer og sekretær. Alle vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år. Formanden og kasserer vælges i ulige år. Sekretæren vælges på de lige år. Desuden vælges 1 suppleant til bestyrelsen, 1 bilagskontrollant samt 1 bilagskontrollantsuppleant.


§8 Regnskab

Regnskabsåret går fra 1. maj til 30. april.

Bilagskontrollanten skal mindst 1 gang årligt gennemgå og påtegne det samlede regnskab, og påse at beholdningen er til stede. Bilagskontrollanten har til enhver tid adgang til at efterse regnskabsmaterialet og beholdningen.


§9 Udmeldelse

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til et bestyrelsesmedlem og gælder fra udgangen af den måned hvor udmeldelsen finder sted, dog på betingelse af at det pågældende medlem har betalt kontingent frem til den dag hvorfra udmeldelsen har virkning.


§10 Opløsning

Beslutningen om foreningens opløsning kan kun tages på en, af de i dette øjemed, særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves at mindst halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmetal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.


I tilfælde af opløsning, skal den formue der er i behold tilfalde idrætsarbejdet i kommunen.


Ovennævnte vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling den 13. august 1919 og erstatter disse ved senere ændringer i bl.a. 1983, 2000 og 8. juni 2013, og 21. maj 2015


Bestyrelsens underskrifter:


_____________________________

Formand Conny Schackinger


______________________________

Kasserer Per Aune


___________________________________

Sekretær Lillian Rasmussen